Ét Liv Én Tid Ét Menneske: Hvordan Vi Glemte At Leve Et Meningsfuldt Liv
Spirende undren og drivkraft hos den enkelte dør ud i troen om, at arbejdet er meningsfuldt for alle andre. Både lederen og organisationen skal i højere grad facilitere udviklingen. Lederen skal i højere grad end IQ og EQ (emotionel intelligens) besidde en MQ, en meningsfuldhedskvotient. MUS-samtaler og HR (Udnyttelse af menneskelige ressourcer)-afdelinger skal erstattes af meningsfuldhedssamtaler og HPL (Human Potentiel Leadership)-afdelinger. Der skal være leadership frem for management. Om leadership skriver MA: "Ledelse er ikke en distancesalsa, men en intim tango, hvor lederen må føre an og er afhængig af, at medarbejderen lader sig føre. " Og at lederskabet skal "…befrugte det arbejdende menneske med den poesi og intimitet, som vi næres af". Lederen skal være en slags guide i medarbejderens personlige udvikling. En forudsætning er, at de to elsker hinanden. Der er ikke tale om en kødelig kærlighed, men en slags venskabelig kærlighed baseret på intimitet, respekt og ligeværd. Det illustreres med en episode mellem Alfred og fra Emil fra Lønneberg: "Du og jeg, Alfred.
Ét liv én tid ét menneske: hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt live
- Sport 24 Outlet Silkeborg, Brokbjergvej 10 | Åbningstider og tilbud
- Vejret i nordjylland de næste 7 dage
- Tv2 dk
- Enlig forsørger fradrag
- Sådan sender TV 2 SPORT og TV 2 SPORT X fodbold fra La Liga, Serie A og MLS - TV 2
- Jem og fix ringkøbing review
- Ikea tåstrup åbningstider
- 8 nationale mål tunisie
- 128 GB SD KORT - Se udvalget af 128 GB SD Kort hos Memoryshop - Køb her
"Hvor godt står det til med Danmark, hvis vi ikke måler graden af lykke men graden af mening? (…. ) Ville vi som individer i højere grad fremelske sammenhænge, som ikke bare handler om at være glade, men som kunne bidrage til en øget selverkendelse og derigennem et mere meningsfuldt liv? Hvad ville det betyde for vores samfundsinstitutioner og vores virksomheder, at de blev holdt op på, hvor stor en grad af mening, de var med til at skabe? At måle en uddannelse på graden af mening, den bidrager til, frem for om den gennemføres på normeret tid. Om sygeplejersken føler, det kald, han grundlæggende traf sit valg af profession ud fra, også bliver besvaret i det daglige. Om det er grundlæggende meningsfuldt. " De tanker, Morten Albæk har præsenteret i "Ét liv. Ét menneske" er et forfriskende alternativ til den gængse markedstænkning, der har præget snart sagt alle områder af samfunds- og arbejdslivet. Med hans modige opgør med systemverdenens begreber går han et spadestik dybere end de hidtidige lappeløsninger på stressproblematikken i erhvervslivet og den offentlige sektor.
Bogens centrale pointe om at skabe mere meningsfuldhed for den enkelte, ved at lade de samme mekanismer virke i arbejdsliv og øvrige liv, virker med andre ord ikke overbevisende – eller tillokkende. Men bogen kan bidrage ved at sætte spot på de store perspektiver, den menneskelige fællesmængde, det eksistentielle og trivsel i relation til arbejdet også, frem for fortrykte strukturerede quick fixes og tal som mål for, hvor godt, det går. Dét er et interessant perspektiv i vores tid. Af Majken Fløjstrup Hansen, psykolog
Om forfatteren: Morten Albæk (f. 1975) er i historie og filosofi, forfatter og medstifter af, og CEO for, Voluntas Investment & Advisory A/S. Han har i mange år arbejdet som leder, og er tidligere Group Senior Vice President & Chief Marketing Officer i Vestas Wind Systems A/S. Før tiden i Vestas var han leder i Dansk Banks afdeling for Idea Generation and Innovation. Udover Ét liv, Én tid, Ét menneske er Morten Albæk også forfatter til bøgerne: Nedslag, Generation fucked up og Det gennemsnitlige menneske. Detaljer Forfatter Morten Albæk Forlag Gyldendal Udgave 1 ISBN 9788702260069 Sprog Dansk Originalsprog dan Sider 208 Udgivelsesdato 03-10-2018 Basis format Hæftet Format Varenr. 2508986 EAN nr. Varetype Direkte Varegruppe Filosofi Leverandør Nordisk Bog Center A/S Lev. varenr. Højde/Dybde (mm) 18 Bredde (mm) 146 Længde (mm) 214 Vægt (g) 333 Brugernes anmeldelser Vurderet 4 ud af 5 baseret på vurdering Morten Albæk minder os om, at vi skal bruge vores tid med omtanke, for vi har kun en bestemt mængde tid.
Erkender man falskheden, kan det lykkes at arbejde hen imod og måske lande samfundet, verden, i, hvad forfatteren kalder humanistisk kapitalisme. At yde I denne nye verden undgår man ikke ledelse; anarkist er Morten Albæk langtfra. Men lederen bør her »danse eksistentiel kinddans« med de personer, lederen leder, der på deres side, altså de ledede, må være indstillet på at lade sig lede, men i højere grad af selvindsigt, der i samme proces, hvor indsigten opnås, betyder selvværd og selvtillid. Ved ansættelsessamtaler bør lederen koncentrere sig om dette og om den kærlighed, han/hun bør føle over for ansøger og personale. Læg mindre vægt på vedkommendes skudsmål. Det er ikke ligegyldigt, hvordan kandidaten har fået sine udmærkelser. Er de høje karakterer opnået uden moral og selvudvikling i indsigt, er det ikke godt. Det er for galt, når virksomhederne presser deres medarbejdere i stedet for at sætte tempoet ned og anspore alle til at arbejde mere med blandt andet selvindsigten og tjene mindre.
Det er o. k. at foretage sig noget, der absolut ikke er meningsfyldt. Causering og refleksion Stilen i bogen er næsten talende. Lange passager med interessante refleksioner og deling af studier og viden. Morten Albæk skriver godt og holder læseren fanget, desuagtet om man er enig i budskabet og præmissen. Bogen fremstår noget rodet i sin opbygning og i sine argumenter. Og jeg bliver lidt bekymret for, at den er et dække og et argument for en ledelsesstil, der faktisk tilfører den gennemsnitlige medarbejder endnu mere stress. Denne bog henvender sig mest til dem, der arbejder i en videnvirksomhed, måske har en forkærlighed for caffe latte og måske bor på Østerbro. Værkføreren fra Hanstholm vil næppe finde bogen interessant. Læs bogen – gør dig dine egne betragtninger. For nogle er det sikkert det rigtige at se livet som ét liv med én mening, for andre er der måske andre veje. Jeg hører til de sidste. Men selv om jeg ikke er enig i Morten Albæks udgangspunkt, så har det været en bog, som gav anledning til refleksion.